Hvad gør et billede godt?

Hvad gør et billede godt? Det vil jeg prøve at beskrive her for mig selv. Formålet er, at opnå øvelse i at se på billeder, og verbalisere den klare følelse man har, når man ser på et godt billede. Jeg har allerede nu nogle forestillinger om hvilke forskellige kategorier man kan se på, farver, komposition, motivvalg, teknisk kvalitet, brug af fotografiske teknikker kreativt etc. Det er min forventning, at efterhånden som jeg får lavet denne slags billedanalyser, om man så må sige, vil der udstanse sig en række andre kategorier, eller måske vil nogle af de ovenstående bortfalde. Det er derfor en øvelse for mig selv i at se på billeder. Jeg har en idé om, at jeg allerede har en hvis evne i den retning, men den kan trænes og blive bedre, og det formålet med denne slags indlæg.

Jeg har taget ovenstående foto fra Onexposure. Jeg vil ikke gennemgå det efter kategorierne ovenfor, men bare spadsere gennem det som jeg har lyst.

Billedet viser en række af hegnspæle, der er placeret på en ikke helt ensartet linie fra billedets højre tredjedel rækkende ind i dybden mod billedet venstre tredjedel samtidig med at linien bevæger sig opad gennem billedets anden til dets tredje tredjedel. Den forreste hegnspæl i billedets venstre tredjedel er i fokus og har monteret en cirkulær anordning, der holder et metalkabel. I punktet hvor hegnspælen i fokus står, bliver kablet sendt 90 grader i billedets venstre retning, idet det kommer fra de øvrige pæle i billedets dybde. Billedet har en relativt lav dybdeskarphed og de øvrige pæle ser ud til at ligne den forreste i form og størrelse. Pælene er beklædt med frost og rim. Det er kun den forreste pæls øverste ca. fjerdedel, der er synlig i motivet.

Lyskilden ser ud til at være en art morgenlys. Det er et relativt blegt lys, der kommer fra motivets venstre side. Det oplyser den forreste pæls venstre fjerdedel og fremhæver derved de små partikler af rim og frost. I motivets øverste venstre hjørne er der en generel lysning, som kunne tyde på at lyskilden ikke kommer direte fra venstre, men faktisk skrådt bagfra i modsat retning af beskueren. Der understøttes af den øgede lysstyrke på den del af kablet, der går mellem den forreste pæl og den næstforreste.

Motivet er holdt i brune nuancer, hvilket kunne tyde på en del post prod. Det blege lys kan selvfølgelig tænkes at holde farvemætningen nede, men det ser ud til at der kan være brugt en art sepiatoning til at dæmpe farverne ned i et omtrent ensartet leje. Hvorfor vil man gøre det?

Ofte er de motiver, man kommer hjem med præget af rod. Der er for mange forstyrrende objekter - på Onexposure er der ligefrem en afvisningskategori, der hedder disturbing objects. Der er flere måder, at forhindre den slags på. Den ene er dybdeskarpheden. Jeg fotograferer næsten altid ved maksimal blænde, eller deromkring for at få den lavest muligt dybdeskarphed - det afhænger selvfølgelig af hvad man fotograferer, men det er min erfaring, at det er hensigtsmæssigt i de fleste tilfælde. Er der meget mere end 3-4 betydende objekter i motivet, bliver det hurtigt uoverskueligt, og bliver disse objekter forstyrret af ikke betydende objekter, kan deres antal være godt nok, mens deres betydning bliver udvandet og forstyrret af disse objekter uden en rolle i kompositionen. Man kan forsøge at holde antallet af betydende elementer nede med en stor blænde og dermed lav dybdeskarphed. Samtidig kan man reducere fjerne forstyrrende elementers betydning, ved at lade dem smelte sammen med baggrunden.

Noget andet man kan gøre, og som tilsyneladende er blevet gjort her, er farvetoningen. Mætningen er tilsyneladende reduceret samtidig med, at der, som sagt er brugt en sepiatoning. Farvetoningen kan også bruges til at reducere mængden af forstyrrende elementer. Elementer i et fotografi er nemlig ikke bare kompositoriske elementer, altså en hegnspæl mere eller mindre eller andre genstande, der har en fysisk udstrækning. Det kan også være farve.

Som hovedregel vil man ofte bruge s/h hvis ens primære fokus i motivet er former. Er der et kompositorisk samspil mellem f.eks. en række stereometriske former, er det måske mindre interessant om de er gule eller blå. Det er deres former - deres stereometri, der er interessant. Jeg tror, det er noget sådant der er brugt i dette billede. Blot har man ikke brugt s/h, men i stedet sepiatoningen.

Billedet rummer en hvis ro, som kommer fra motivets enkelhed tilskrevet fravær af støj fra kompositoriske elementer i fysisk udstrækning såvel som farvespektret i motivet. Fotografen har kompromisløst valgt at fokusere på det formmæssige aspekt af hegnspælen, af kablet. Frosten på disse to kompositoriske elementer samt lyset, der fremhæver frosten fra en enkelt retning. Samtidig med det ensidige fokus på den forreste hegnspæl er der stadig tydeligt, men afdæmpet, en repetition af den forreste pæl som kompositorisk element, der er i knivskarp fokus.

Pælens øje, der holder kablet er placeret i nogenlunde overensstemmelse med tredjedelsreglen. Således i øverste højre hjørne af nederste venstre kvadrant. Der opstår dynamik i motivet pga. kablet, der binder den forreste hegnspæl som det primære kompositoriske element sammen med de bagvedstående pæle, samtidig med at kablets videreførsel ud af motivet til venstre, antyder en fortsat repetition udenfor motivets rækkevidde.

Jeg synes derfor enkeltheden er det tiltrækkende ved dette fotografi:

1 altdominerende kompositorisk element bestående af enkle stereometriske former
1 lyskilde
1 farvetone
1 dynamikskabende element

Jeg vil prøve at vende tilbage til de terminologiske begreber, jeg mere eller mindre ad hoc har introduceret for mig selv her. Det kan være emnet for næste analyse - eller næste igen. Det kan være meget smart lige at have et par stykker eller tre under bæltet for at se, om begreberne går igen.